farvel til min elskede

 

 

Anmelderne skrev blandt andet:

Elsa Holmer fortæller smerteligt medrivende om sin mands pludselige død, om med ét at være berøvet sit livs fundament og dog nu skulle garantere trygheden og livsmodet for en 12-årig dreng, der både savner sin far og i tilgift bebrejder sig selv ikke at have fulgtes med ham på den gåtur, hvor han faldt om, for måske kunne det have ændret forløbet. Det er også historien om forholdet til en 90 år gammel svigerfar, der må overleve sin søn, og om en ung, gravid datter, der efter et halvt års tid udbryder: »Jeg har ikke kun mistet min far, men også min mor«. Og det er jo i en vis forstand sandt nok, man ændres af dyb sorg. Forfatteren hører til dem, der ikke er faldet hen i sit savn, men har forstået at passe sit arbejde og forholdet til sine kolleger og dermed opretholdt sin selvrespekt, og derhjemme har hun skrubbet, skuret, ordnet og repareret sig væk fra den indre ensomhed og det indre råb om hjælp. Men datterens ord må alligevel ikke blive den sidste sandhed - ét er at ændres og gå ind i den forandringsproces, noget andet er at forsvinde som levende menneske - og derfor indser hun klogeligt nødvendigheden af hjælp udefra i form af samtaler med en psykolog. Elsa Holmers redigerede dagbogsnotater gennem halvandet år giver både indblik i en personlig livshistorie med tabet af, minderne om og længslen efter et ganske bestemt menneske, og samtidig åbner den øjnene for nogle fælles træk ved vores måde at være til på i dag. Her hører vi nemlig som det naturligste af alt om både kirkegang og aftenbøn og om interessen for de mere okkulte sammenhænge, for måske er der noget om, at man kan få kontakt hinsides graven? Og lige så selvfølgeligt om interessen for præstens påskeprædiken som for Kübler-Ross' bog om døden og livet efter døden, om længslen efter snarlig genforening og om »den rigtige ydmyghed«, den »over at være til, tilværelsens forunderlighed og det daglige mirakel det er, bare at være«
Sanne Thøisen i Kristeligt Dagblad.



Læserne skrev blandt andet:

Gik i gang med at læse bogen den første dag, og jeg blev helt bidt af din rørende måde at beskrive jeres tragiske hændelse i forbindelse med din mands pludselige død. Fra den første side i bogen kunne jeg mærke hver en følelse og tanke som du/I gennemgik. Du har virkelig beskrevet det så det gik helt ind under huden på mig.